Lisbeth Zornig Andersen (formand for børnerådet) fortæller hendes egen historie om hendes barndom og ungdom.
En barndom, hvor begge forældre drikker i store mængder og ikke formår at drage omsorg for hende selv og hendes brødre. Deres hverdag er fyldt med alkohol, vold og senere seksuelle overgreb. De må klare sig selv!
Lisbeth fortæller om de mennesker, der har været en del af hele hendes opvækst på godt og ondt, hvordan hun formår at klare sig igennem ungdommen og gymnasiet til trods for flere svigt, drukture i weekenderne og værtshusbesøg sammen med hendes alkoholiserede mor og brutale stedfar.
Det er også Lisbeth Zornig Andersens opråb til os andre. Hvad enten man professionelt arbejder med børn eller bare er en medborger. Hjælp disse børn!
★★★☆
Den går under huden på én - det er i hvert fald helt sikkert! Jeg læste bogen med mine professionelle briller på, men helt sikkert den vil ramme alle lige i hjertet som et spyd. Det er på den ene siden en rigtig grum og uhyggelig livshistorie, men på den anden siden er den også så fantastisk livsbekræftende. Den giver mig personligt, et håb for de børn og unge som må vokse op under de omstændigheder som Zornig beretter om. Men også en indsigt som ellers er så sværd af få. Helt sikkert, at jeg på det professionelle plan har fået meget ud af bogen, men hvad enten man er professionel engageret eller ej, så tror jeg ikke, at der er nogen, der er helt den samme efter at have læst hendes uhyggelige, ærlige fortælling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar