Allan, som er opvokset i Sønderjylland og vis barndom har været præget af faderens psykiske nerver, vender nu tilbage til det sønderjyske efter faderens død. Allan er blevet forfatter og skriver for det kongelige teater, men hans værker om barndommen er ikke faldet i god jord hos familien og Allan og hans søster Sanne har ikke været hjemme i ni år, da faderen dør.
Da faderen er i jorden, vender Allan hjem for at konfrontere hans mor, med den skyld, han mener hun har i Sanne's psykiske tilstand. Men Sanne som tager med ham, er tilsyneladende ikke interesseret i at konfrontere moderen. Det bliver ikke nemt for Allan at vende hjem og da der opstår uklarheder om faderens dødsårsag, bliver det et mysterium for Allan. Det er som om at ingen fortæller ham sandheden og han er splittet i hans egne følelser for faderen og det, at alle åbenbart synes, at være tilfredse med at den gamle mælkemand er død. Det føles helt forkert, synes Allan.
Bogen er læst som en del af en skoleopgave, men tænkte den var oplagt, da jeg har læst "Kunsten at græde i kor."
Synes aldrig rigtig bogen bliver sådan rigtig spændende, den er allermest underlig. Det er de andre bøger af samme fortatter nu også, på deres måde, men "Med venlig deltagelse" følger ikke helt med.
Kan huske jeg grinede højt da jeg læst "Kunsten at græde i kor" og "Frygtelig lykkelig", men samme humor, synes jeg ikke man møder i denne bog.
På en måde, er det gået den sønderjyske familie som man havde regnet med, der er ikke rigtig noget overraskende i det. Det havde været fedt, hvis det var gået dem helt anderledes end man havde forventet.
