Jack Ritchie:Den sidste bombe. Den lille lyse mand var blevet set flere gange ved de sensationelle bombeudlægninger i New York. Ville han tilstå? Og hvem anbragte den sidste bombe?C. B. Gilford:Den afskyelige pekingeser. Han kunne ikke døje hendes pekingeser. Men det var ligesom værere at tage livet af den lille hund end at begå mord.
Richard Matheson: Det ensomme hus. Han kunne ikke forstå, hvorfor han følte sig så uhyggelig til mode i det ensomme hus ved stranden, og han kunne heller ikke forstå, hvorfor værelset han opholdtesig i, blev varmere og varmere ligesom en ovn.
Robert Arthur: Galgens bytte. Dick førte hende blidt hen mod rebet. "Jinny" sagde han "her er en skammel. Stå op på den, læg løkken om halsen. Tag den så af igen, og du har aldrig mareridt mere..."
Richard Stark: De kan ikke hænge mig for mord. Jeg har gjort det så snedigt. Det ville faktisk være umuligt at hænge mig for det mord. Men så ringede det på døren...
Richard Deming: Manden der ikke kunne huske. Han havde selv meldt sig, men han ville ikke sige, hcad han hed. Det kunne man imidlertid hurtigt finde ud af - og også, at der lå et lig begravet i hans have. Men hvem var morderen?
Ray Bradbury: Oktoberleg. Der var lys og fest og glade børn. Midt i det hele samles de i den mørke kælder til gætteleg. Men hvad var det for sære genstande, der gik fra hånd til hånd? Jonathan Craig: Harveys hævn. Harveys kone kunne godt lide hans chef - navnlig når han kom på besøg, når Harvey ikke var hjemme. Harvey vidste det godt og derfor skulle de begge dø.
Jay Street: Alle tiders nummer. Den geniale Ferlini lod sig sænke på mange favne vand i spændetrøje, lænker og kiste. Det var enkelt nok. Men sit største havde han gemt til aller sidst. Evan Hunter: Den der ler bedst. Det var perfekt arrangeret, det mord. Mr. Atkins havde fortjent at dø, og Blair behøvede bare at gå ud på gaden og blande sig i mængden. Men hvorfor stirrede de alle på ham?
Fletcher Flora: Hvem skulle leve? Der var kun én løsning på deres ægteskabelige problem - er drama af de væreste. En måtte dø, men hvem? Donald E. Westlake: Sandhed er et... Levine vidste, at den unge mand ikke var skyldig i mord - men han var skyldig alligevel, og Levine ville ikke frikende ham...
12 noveller af 12 forskellige forfattere. Plejede at elske de uhyggelige noveller eller korte historie, men jeg er ikke så nemt skræmt mere.
De tre søstre; Lena der er mor til fire og med en mand der aldrig er hjemme, Marie der er bartender og bor alene med hendes hund og Åsa der er millionær, gift med Adam og barnløs, er så forskellige som søstre kan være. De er vokset op på landet og har gennem hele deres barndom og ungdom hjulpet deres forældre på gården, men som voksne er de på vidt forskellige steder. Men da deres far pludeselig dør og deres mor bukker under for sorgen tvinges de til at finde hjem til deres barndomhjem. Men pludselig siger Marie hendes job op, Lena stikker af fra hendes familie og Åsa er blevet gravid.
En mand kører galt i hans bil under en kokain-rus og ender for enden af en skrænt, hvor bilen bryder i brand. Med nød og næppe får han reddet sig selv ud fra flammerne, men han har fået sig nogle alvorlige forbrændinger. Han bliver indlagt på brandsårsafdelingen til en særdeles pinefuld og langvarig behandling. Det eneste han har at se frem til er, at han bliver rask nok til at tage hans eget liv. Men en dag dukker en fremmed kvinde op på hans stue; Marianne Engel - og hun påstår, at de kender hinanden fra et kloster i 1300-tallets Tyskland og der er ikke grænser for de historie hun kan fortælle og langsomt blomstre noget helt særligt frem.