Kriminalkommisær Jeanette Kihlberg kommer på en grim sag, da der dukker et barnelig op i en busk. Drengen er udenlandsk, han er ikke meldt savnet, man kan ikke identificere ham. Men en ting er sikkert. Han er ikke død af naturlig årsag og han har ikke fået en smertefri død. Der er ikke mange spor for politiet at gå efter, og de få spor de har, de ender alle blindt og tilsyneladende kan ingen hjælpe med nyttige oplysninger.
Men Jeanette kommer i kontakt med psykoterapeuten Sofia Zetterlund, da hun muligvis kan hjælpe politiet med oplysninger om en af de mistænkte. Sofia afslår i første omgang på grund af hendes tavshedspligt, men siden får hende og Jeanette et lidt varmere forhold til hinanden og Sofias viden kan være nyttig, ikke mindst da der dukker ny lig op, og det er en af Sofias klienter.
Endnu en bog som kun blev læst, fordi den lige var der. Men det kom jeg ikke til at fortryde! Bogen er læst på rekordtid. Den har stjålet min nattesøvn og mine lektier har måtte vige for et enkelt kapitel, som hurtigt blev til flere.
Jeg er ellers ikke så meget til de svenske krimier, de svenske navne og steder irritere mig af en eller anden grund og det er bare forvirrende når mænd hedder navne som Janne og Hurtig. Men det må jeg komme mig over, for gys og gru, historien slutter ikke her. Det er helt uvidende, at jeg her har fået finger i endnu en triologi. Men jeg må vide hvad den ender med, så det er med holdt åndedrag jeg kaster mig over de to efterfølgende bøger "Sorgens ild" og "Pythias anvisninger".
Ovenstående beskrivelse lyder måske ikke alt for fængende, men svært at skrive mere uden at afsløre for meget. Men indtil videre er det en af de mest uhyggelige og grusomme bøger jeg har læst, som i dén grad viser hvilke skyggesider mennesket har.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar