Fortælleren er en 11-årig dreng. Han bor i Sønderjylland i en lille provinsby sammen med søsteren Sanne og deres forældre. Storebroren Asger er flyttet til storbyen Sønderborg, hvor han studere.
Familien har en købmandsbutik og faderen kører mælk ud til folk. Alt er ikke lutter idyl i den lille sønderjyske familie, men den 11-årig vil gøre sit til, at familien har det godt - og familien har det godt, når Sanne tager den korte natkjole på og sover med faderen på sofaen og når der er kunder i butikken. Der kommer flere kunder i butikken efter en sørgelig begravelse, hvor faderen har holdt sin tale, for han har nemlig ordet i hans magt. Så jo flere begravelser, jo flere kunder i butikken. Det er jo ren logik for en på 11 år. Og godt at han har Hr. Tarriel, en skytsengel som er halv Tarzan og halv Gabriel, til at beskytte og hjælpe sig.
Der sker så mange bizarre ting i Erling Jepsens "Kunsten at græde i kor" og det er ikke nemt at genfortælle uden at røbe for meget. Den er dybt tragisk, tag ikke fejl af det, men den er samtid så fantastisk sjov. Man kan ikke lade være med at grine, også selv om der i bund og grund slet ikke er noget at grine af.
Verden er så simpel set gennem øjene på en 11-årig.
Det er anden gang jeg læser bogen og det var bestemt ikke et spildt gensyn. Den er stadig lige så tragisk, grotesk og ufattelig sjov.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar